Formandens beretning 2026 v/ Flemming Ærtbølle Madsen

Velkommen til vores 2. generalforsamling i foreningen ”Iværksætterhuset Lemvig”

Vi er rigtig godt i gang med at opbygge et rigtig stærkt brand i byen, som rigtig mange efterhånden kender til. Både ved kommunen, erhvervslivet, butikslivet, ungdomsuddannelserne og selvfølgelig hos de unge selv. Der er skabt gode rammer i huset og en stærk organisation med Malde og Jonas på lønningslisten og bestyrelsen med folk fra ungdomsuddannelserne, erhvervslivet og brugere af huset.

Der er tydeligvis en stor opbakning fra erhvervslivet og følgende virksomheder støtter nu foreningen – takket være Malde og Jonas opsøgende arbejde:

Lemvig kommune og Lemvig Gymnasium er selvfølgelig fortsat støtter til foreningen, som nu har mere end 150 unge på medlemslisten, og som vokser støt hvert år. Nye unge på gymnasiet inviteres ind i foreningen, så de kan deltage i aktiviteter og få nyhedsbrevet, som udsendes nogle gange i løbet af året.

Følgende virksomheder er tilknyttet og er på den ene eller anden måde opstået eller udviklet sig i relation til Iværksætterhuset.

Det er fantastisk, at unge springer ud på det dybe vand og prøver kræfter med at etablere en virksomhed, men det skal ikke være det eneste, vi måler på. Det er mindst lige så vigtigt, at unge med interesse for iværksætteri og innovation kan mødes i huset og inspirerer hinanden til at gøre noget, eksperimentere i trygge rammer i selskab med andre unge om løse ideer, småprojekter, faglige opgaver og meget andet. 

For mig er det også en selvstændig pointe at unge i Lemvig, som ikke nødvendigvis kun interesserer sig for sport, har et sted at gå hen og være sammen om noget mere kreativt eller afprøve ideer.

Alene det at unge i Lemvig kommune kommer tættere på erhvervslivet og får øjnene op for de muligheder, der ligger i vores område for uddannelse og job er en stor gevinst, som på den lange bane er rigtig vigtig for kommunen og dens virksomheder og ikke mindst for bosætningen i området. Iværksætterhuset er måske en lille, men vigtig brik i det arbejde. Hvis unge flytter fra egnen uden at kende til mulighederne, bliver de sværere at trække hjem igen.

Siden sidst har der været afholdt flere inspirationsoplæg med bl.a. Match Padle, Brokmann, 18B og Jonas Nygaard, men meget mere er i gang og på vej:

  • Lemvig Startup Challenge – et årligt tilbagevendende iværksætter- og projektevent for unge i hele kommunen, udviklet i samarbejde med kommunens uddannelsesinstitutioner og lokale virksomheder. 

  • Etablere valgfagsforløb i samarbejde med Ung Lemvig om Iværksætteri, projektledelse og entreprenørskab. 

  • Udvikling af elev- og lærlingenetværket, som vi var med til at starte op i 2025. 

  • Skabe tværfaglige projektforløb på gymnasiet, hvor unge fra forskellige uddannelser samarbejder om konkrete udfordringer fra erhvervslivet eller lokalsamfundet. Fodboldtrøje-projektet er et godt eksempel på, hvordan unge, ungdomsuddannelser og butikslivet kan arbejde sammen.

  • Invitere elever til et netværk omkring opgaveskrivning mm. med forretningsdrivende som mentorer. 

  • Afholde kurser og workshops i samarbejde med vores lokale sponsorer og partnere, hvor unge kan lære om privatøkonomi, investering, regnskab og økonomisk forståelse.

Rigtig mange gode ting er på vej, men vi er ikke i mål med at skabe rammerne og strukturen omkring tiltrækning og fastholdelse af de unge i huset. Der skal udvikles på tilbuddene, mulighederne og fællesskabet i huset. Der skal bygges mere bro, og der skal arbejdes på at skabe en fødekæde fra ungdomsuddannelserne, hvor unge inviterer unge til at være en del af fællesskabet omkring huset og prøve kræfter med iværksætteri af virksomhed eller korte projekter og events. Det arbejde er allerede i gang ved at Mia er begyndt at kigger på, hvem der har valgt innovation på gymnasiet næste skoleår, og som allerede er aktive eller ønsker at være det i forhold til huset. Der er allerede en del navne i spil.

På det seneste har vi haft en proces med nogle konsulenter fra Lemvig Kommunes velfærdssekretariat om at Iværksætterhuset kunne lægge rammer til et kunstprojekt for kommunes unge. Samarbejdet er desværre gået lidt i stå, inden det rigtig kom i gang, men vi synes grundlæggende at ideen om at samle flere kreative projekter for unge i huset, er en god ide, som vi gerne vil samarbejde om. 

Der er mange spændende opgaver som venter i den kommende tid, men helt grundlæggende er Iværksætterhuset en virkelig stærk ide, som viser sig at være bæredygtig, og som ikke kun kommer de unge til gavn, men som også har potentialet til at være med til at løfte og profilere vores område ved at skabe et stærkt samarbejde mellem de unge, Lemvig Kommune, lokale virksomheder og ungdomsuddannelser. Det er et samarbejde som alle parter har glæde af.

Tak for ordet.

På vegne af bestyrelsen,

Flemming Ertbølle Madsen

Bestyrelsesformand Iværksætterhuset